Historien om Gabriel Tschurtschenthaler, bjergbestiger, der klatrer med Salewa

STOL PÅ DINE BEDSTE VENNER

ORTLES FAMILIEN

Salewa giver os historien om bjergbestigeren Gabriel Tschurtschenthaler, en historie om en klatre- og bjergentusiast, der har status på filosofien, hvor bjerget ikke bare er noget at se på, men derimod noget, der skal opleves. "Føl bjerget", Gabriel Tschurtschenthaler bestiger Hintergrat, på Ortles, og giver os sine følelser om denne udendørs oplevelse. Dette vidnesbyrd giver os lyst til at føle bjerget andet end gennem vores øjne.

"Betagende landskaber" er bestemt den tristeste og mest banale måde at beskrive bjerget på. Hvis du ikke kunne se bjerget, ville du så stadig gå? Ud over de "betagende landskaber", er der andet for dem, der går til bjergene?

Gabriel går videre med små regelmæssige skridt. Stien klatrer over en bakke; at finde stabilitet under ens fødder er ikke altid muligt. Vittorio går to skridt foran ham, mens Matthias følger tæt. "Root venstre," hvisker Vittorio. Gabriel forstår det med det samme og ændrer lidt sin bane for at undgå forhindringen. Bagved sørger Matthias for, at baneændringen er tilstrækkelig til at omgå forhindringen.

Har du nogensinde prøvet at føle bjerget, for at fornemme, hvordan det virkelig er hinsides de "betagende landskaber"? Sådan er Gabriels univers, hans opfattelse af bjerget. For for Gabriel Tschurtschenthaler eksisterer "betagende landskaber" simpelthen ikke. Fra barndommen forstod han, at hans øjne var anderledes end andres. I teenageårene blev tingene ikke bedre, tværtimod: hans verden blev mere og mere uigennemsigtig, sløret og reduceret til et virvar af skygger og lys. Det er derfor, Gabriel kan lide daggry og skumring, ikke for de nuancer, som himlen antager, ikke for de uvirkelige nuancer af klippen, men fordi det er i netop dette øjeblik, hvor der er mindre lys, end han formår at skelne mellem former.

Protokollen for de tre rejsekammerater gentages, trin for trin, sten for sten, for at undgå at snuble. Deres destination er klar. Forestående og indlysende, det er foran dem: en skarp, skarp højderyg, der deler himlen. Men for Gabriel er det frem for alt en følelse, en forventning. Hintergrat, en af de smukkeste højdedrag i Ortles. En lang række af kanaler og stenede stier. Nogle sektioner er lodrette, andre frosne, men det er langt fra et problem for de tre kammerater. Gabriel kan lide lodret is, og det var mens han klatrede på isen, at han mødte Vittorio og Matthias. På klippen skal du finde holdene og grave støtterne frem, fortolke dem i en logisk rækkefølge for at krydse i balance med din krop. På isen, når du er stærk, skal du ramme både isøkserne og stegjernene og stole på de få centimeter stål, der er plantet i vandet. Det hele handler om tillid.

Har du nogensinde fokuseret på vinden, der blæser i bjergene? Det er anderledes end det, der blæser frit på sletterne. Hvad med fornemmelserne af dine fødder på jorden? På balancen i din krop?

Hvis dette virker harmløst for dig, skal du vide, at disse følelser er alt, og du skal lære at stole på dem. Lær at lytte til dem, at læse dem klart og hurtigt. Stol på, hvad dine fødder, din hud, dit indre øre fortæller dig. Stol også på dine ledsagere, en total tillid, der går ud over, hvis det er muligt, et klassisk reb. Faktisk taler vi om et exceptionelt reb her. Da Vittorio skyder først, klatrer Gabriel og Matthias tæt, især på de stenede passager. Da Matthias skyder, er det Vittorio, der klatrer sammen med Gabriel og giver ham de spor, hans fødder, hud og indre øre ikke kan fatte.

Næste gang skal du huske at lukke øjnene. Har du nogensinde prøvet at føle jordens uendelighed? At mærke klippen, væggene, isen, at lugte og ikke kontemplere? Det er lige meget, hvor lang tid du tilbringer i bjergene. Det er lige meget, om det er en nylig opdagelse eller en gammel kærlighed. Det betyder ikke noget: prøv at mærke øjeblikket fuldt ud, at føle ud over dine øjne. Det vil være lige så anderledes, som det er overraskende. Noget der får dig til at føle dig i live.

Det er grunden til, at Gabriel, Matthias og Vittorio udgør et enestående team, fordi deres bånd ikke er et simpelt reb. Der er denne totale og nødvendige selvtillid, når det er umuligt at se, og der er mulighed for at lære at se, men ikke med øjnene. Og det er ikke alt: fra byens gader til toppen af Ortles, der passerer gennem Patagoniens vilde tinder, hvor de tre ledsagere for nylig foretog en række bemærkelsesværdige stigninger (inklusive Cerro Torre), er der troen på, at vedholdenhed, beslutsomhed og motivation kan overvinde enhver forhindring.

Vores grænser? Kun dem, vi pålægger os selv. Det er det, man lærer, når man først har lært at lugte bjerget.